Home Logo

Kirkeskibet

Kirkeskibet

Historien om kirkeskibet “Norske Løve”.

Alle, der har besøgt Margrethekirken, har beundret det smukke kirkeskib, som Menigheden øst for Malaga forærede kirken til indvielsen i november 2001. Og imponerende ser det ud. Studerer man skibets historie, får man at vide, at kølen til orlogsskibet “Norske Løve” blev lagt i 1764. Samtidig byggede man 2 søsterskibe, som fik navnene “Printz Friderich” og “Dronning Caroline”. Skibene blev bygget af eg, bøg og fyr på Nyholm i København. Danmark var en af Europa’s stærkeste sømagter på den tid, hvor der var relativt fredeligt. Deres hovedopgave var patruljering i de dansk/norske farvande. “Norske Løve” viste sig at være et godt søskib og særdeles hurtigt. Navnet henviser til den norske løve i det dansk/norske rigsvåben. Besætningen var normalt på ikke mindre end 667 mand, og armeringen udgjorde i alt 70 kanoner fordelt på 3 dæk. Da “Norske Løve” sommeren 1788 lå på Københavns red, spiste kongen (Chr. VII) en større middag om bord sammen med dronningen. Aret efter deltog “Norske Løve” i et større togt med en russisk eskadre, men hverken “Løven” eller de 2 søsterskibe (hvoraf “Dronning Caroline” efter Struense’s fald af forståelige grunde fik navneforandring til “Øresund”) kom i kamp. Desværre blev alle 3 skibe kasseret i 1799. Måske kunne de have ændret historiens gang, da Admiral Nelson få år senere angreb København med det for Danmark så skæbnesvangre resultat!