Kirkens historie

 

 

I dette afnit er der 3 underafsnit:

1. Kort om Margrethe kirken

2. Grundstenen

3. Den lidt længere historie

 

1. Kort om Margrethekirken

Margrethekirken blev indviet 4. november 2001.

25 år tidligere, allerede i 1975 blev første danske gudstjeneste holdt i Turistkirken i Fuengirola. De følgende år var skiftende præster tilknyttet menigheden på deltid. I 1983 fik den danske kirke sin første fultidspræst. 10 år i egne lokaler har styrket kirke- og kulturliv for mange danskere, der siden 1960’erne begyndte at bosætte sig på Costa del Sol. Kirken har i dag ugentlig gudstjeneste, koncerter, sangaftener, foredrag, filmaftener, familiearrangementer mm.

 Kirken er tegnet af Alberto Lerner og rejst på en grund stillet til rådighed af Mijas kommune. Altertavlen er skabt af Pierre Auzias, De tolv apostle udført af Åsa Hvid-Hansen og maleriet i tårnrummet af Peer Ibsen. Orglet er digitalt Rodgers med 36 orgelstemmer og 40 solostemmer, skænket af Augustinusfonden. I kirkens cafe kan samles ca. 100 mennesker. Her står et Yamaha flygel skænket af Kirk Fonden. Udendørs er en hyggelig patio.

2.Grundstensdokumentet.

 

 

 

År 2001, den 8. april, palmesøndag i dronning Margrethe den Andens 29. regeringsår, medens biskop Søren Lodberg Hvas er præsident for Dansk Kirke i Udlandet, domprovst Jens Arendt er formand for Dansk Kirke i Udlandet, Agustín Moreno Muñoz er borgmester for Mijas kommune og Jørn Sjøholm er sognepræst for menigheden, nedlægges grundsten til den første danske kirke i Spanien, kaldet Margrethekirken.

I dokumentet blev gengivet de ord, som i den danske evangelisk-lutherske folkekirke lyder ved dåb og begravelse, og som daværende menighedsråd ønskede skulle være fundament for menighedens liv og vækst:

Lovet være Gud, vor Herres Jesu Kristi Fader, som i sin store barmhjertighed har genfødt os til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde. (1.Peters brev 1,3).

Som salme fra Den Danske Salmebog blev valgt:

Den signede dag med fryd vi ser af havet til os opkomme; den lyse på himlen mer og mer, os alle til lyst og fromme! Det kendes på os som lysets børn, at natten hun er nu omme!

 

3. Den lidt mere omfattende historie

Skrevet og redigeret af Jørn Sjøholm og Christen Mærsk - afsnittet fra 2008 til 2013 er i fællesskab skrevet af Præsterne Jørn Sjøholm, Kasten Erbs og Christen Wæver. Afsnittet fra 2013 og frem til i dag skrives af vores nuværende præst Iben Snell

 

Fra omkring 1960 fik højere levestandard og længere ferier mange danskere til at drage udenlands. Det var i de år, hvor Simon Spies og præsten Eilif Krogager udviklede store rejseimperier – baseret på relativt billige rejsemål i Europa – og som en følge deraf bosatte flere og flere danskere sig de følgende årtier på Costa del Sol.

 

Dansk Kirke i Udlandets formand, pastor Jens Møller, kom på besøg i begyndelsen af 1975. Den 15. februar holdt han en gudstjeneste i Skandinaviska Turistkyrkan i Los Boliches (Fuengirola). Senere på året kom pastor Erik Overgaard en enkelt uge, men dermed var Dansk Kirke i Udlandets besøgstjeneste indledt. I 1976 og 1977 var der præstebesøg to gange årligt, den ene gang pastor Erik Overgaard og den anden gang pastor Poul Berg. I 1978 og 1979 var de besøgende præster DKU`s generalsekretær Egon Christiansen og Erik Overgaard., og i december måned 1979 ankom pastor emeritus Jens Mikkelsen. Så skete der for alvor noget. Den 15. december 1979 havde Jens Mikkelsen et møde med bl.a. Hans Skouby og Niels Kemp, og i begyndelsen af 1980 oprettede Jens Mikkelsen det første ”Menighedsråd”. Helt lovligt var dette ikke, da den danske kirke endnu ikke var stiftet formelt. Det blev den først ved den stiftende generalforsamling i Turistkyrkan lørdag den 11. april 1981 (herefter benævnt som kirkens ”fødselsdato”), hvor man valgte et Menighedsråd, der kom til at bestå af Niels Kemp (formand), Louis Jensen (næstfomand), Harry Nielsen (sekretær), Ernst Pilgaard (kasserer), Marie Louise Hansen og Helmer Rasmussen.

 

I september 1982 vedtog Dansk Kirke i Udlandet, at menigheden i ”Den danske kirke vest for Málaga” skulle tildeles en helårspræst. Det blev pastor Kjell Kristensen, der blev indsat lørdag den 15. januar 1983. Fra og med december 1983 blev kirkens faste gudstjenester henlagt til lørdag eftermiddag i det økumeniske center Lux Mundi i Fuengirola. Her forblev man til 2001.

 

Menigheden fik ny præst – pastor Andreas Kristensen – i september 1986. Præsteskiftet forudsatte køb af en bolig til præsten, og denne kom – med økonomisk bistand fra Dansk Kirke i Udlandet – til at ligge i Calle Maestra Aspiazu i Fuengirola. Andreas Kristensen begyndte allerede i 1987, hvor man i øvrigt fik besøg fra Danmark af kirkeminister Mette Madsen, embedsmænd fra Kirkeministeriet samt generalsekretær i DKU Egon Christiansen, at tale om behovet for ”kirke i eget hus”, men kirkens økonomi umuliggjorde tanken.

 

Kirken fejrede sin 10-års fødselsdag den 11. april 1991. På det tidspunkt var Karin Brandt formand for Menighedsrådet. Blandt gæsterne ved festgudstjenesten i Lux Mundi og en efterfølgende fødselsdagsfest på Restaurante El Bote i Los Boliches var 25 medlemmer af DKU i Danmark, heriblandt DKU’s præsident, biskop Olav C. Lindegaard, landssekretær Poul Fabricius og menighedsrådsformand Mogens De-vantier, repræsenterende den danske menighed øst for Málaga. Kirken var allerede i 1985 blevet registreret som kirke i det spanske Justitsministerium og i 1993 optaget i ”Agrupación Evangelica” under F.E.R.E.D.E., organisationen for udenlandske kirkesamfund i Spanien.

 

Pastor Andreas Kristensen tog sin afsked i 1992, og den 3. oktober 1992 afholdtes indsættelsesgudstjeneste for den nye præst Jørn Sjøholm, der var ankommet med sin kone Kirsten.

Ved årsmødet i marts 1993, hvor pastor Emilie Esbjørn, bestyrelsesmedlem af DKU, var til stede, nævnes efter flere års tavshed igen ønsket om kirke i eget hus, og Esbjørn lovede DKU’s støtte ”med råd og dåd”.

Årsmødet endte med et mandat til Jørgen Poder, der på dette tidspunkt var formand for Menighedsrådet, og til pastor Sjøholm om at gå videre med kirkeplanerne.

Det kirkelige arbejde blev bredt ud i kommuenerne omkring Mijas. Pastor Sjøholm var aktiv i flere sammenhænge. Bl a.blev der i de følgende 10 år afholdt gudstjenester på bl.a. Montebello, hvor mange patienter var glade for de kirkelige aktiviteter.

 

 På billederne ser vi pastor Sjøholm til en af sine populære gudstjenester på Montebello

Menigheden var dog delt i en positiv gruppe, der ønskede en kirke, og skeptikere der mente, det ville blive for dyrt. Spørgsmålet hvor en eventuel kirke skulle placeres, blev også kimen til uenighed.

 

Selvfølgelig gik kabalen om brugen af Lux Mundi ikke altid op. Så kunne den danske kirke somme tider få lov til at bruge den Katolske kirke i Los Boliches eller holde Gudstjeneste i den hvide kirke i Fuengirola. Her har menigheden fejret juleaften, dåb, bryllup og også begravelser.

Her er et billede fra et bryllup i den Hvide kirke i Fuengirola

og en billede fra en fælleskirkelig gudstjeneste i Fuengirola

Kirkens kordegn Vita beder indgangsbønnen i den Katolske kirke i Los Boliches

Første gang navnet ”Margrethekirken” figurerede, var på en dagsorden for et menighedsrådsmøde den 12. maj 1994. I løbet af 1994/95 løstes problemet med Margrethekirkens kommende beliggenhed i og med at man tog imod et tilbud fra Rådhuset i Mijas, der havde en disponibel grund liggende ”i udkanten af Fuengirola”, men i Mijas kommune.

Grunden havde været ejet af en nu afdød person, som i sit testamente stillede grunden til rådighed for et kristent kirkesamfund. Med Rådhusets beslutning om at overdrage grunden til Margrethekirken ”for en periode på 99 år” tilgodeså man det relativt store antal danskere, der havde slået sig ned på Kysten. Men der er ingen tvivl om, at den danske leder af Udlændingekontoret på Rådhuset i Mijas, Anette Skou, var en varm fortaler for ideen! ”Gavebrevet” blev overdraget Margrethekirken ved en højtidelighed i det danske indkøbscenter ”Centro Idea”, også beliggende i Mijas kommune, den 5. juni 1995 af borgmesteren Antonio Maldonado og i nærvær af den danske ambassadør i Madrid John Bernhard og et samlet Menighedsråd, hvor Tove Jensen var konstitueret formand.

Ved denne lejlighed påbegyndtes indsamlingen af midler til den kommende kirke. Hofmarskallatet meddelte senere, at der ”intet ville være til hindring for at kalde den kommende kirke Margrethekirken”, og Dronning Margrethe og Prins Henrik’s Fond gav da også et økonomisk bidrag til kirkens opførelse.

De første skitser og budgetoverslag for en kommende ”Margrethekirke” blev drøftet ved et møde i Lux Mundi november 1995.

 

Også her deltes vandene, idet stort set halvdelen af de mange deltagere var bekymrede ved udsigten til byggeomkostninger og forventede endnu højere medlemskontingenter (som på det tidspunkt androg 3.500 Pesetas om året). Forsamlingen gav dog Menighedsrådet til opgave at fortsætte planlægningen og samarbejdet med en af Rådhusets arkitekter, jugoslaven Slatko Trenk.

Langt senere blev den ”autoriserede” arkitekt Alberto Lerner involveret i byggeriet.

 

Efter årsmødet februar 1996 bestod Menighedsrådet af Tove Jensen, formand, Aase Rottbøll, næstformand, Ernst Pilgaard, kasserer, Grete Lück, sekretær, Ib Heiberg, Hans Evers og det ”fødte” medlem pastor Jørn Sjøholm. En af rådets første opgaver var nedsættelse af et byggeudvalg. Da Tove Jensen senere på året trak sig tilbage som formand for Menighedsrådet, blev hun efterfulgt af Aase Rottbøll, som viste sig i stand til at samle parterne og ad åre gennemføre byggeprojektet.

Det blev en travl og intens periode. Der blev blandt andet holdt Menighedsrådsmøde i Formandens sommerhus.

Byggeudvalget kom til at bestå af Knud Reimars (formand), Allan Thomsen, Grete Lück og Egon Villadsen.

 

Samtidig med det omfattende forarbejde i forbindelse med byggeriet fortsatte det daglige arbejde i kirken. Der var ugentlige gudstjenester, fra november 1997 med en ældre engelsk pianist Sid Wright som fast ”organist”. Der var høstgudstjeneste hvert efterår, jule- og påskegudstjenester, også på Montebelloinstitutionen. Ofte var der julegudstjenester i Barcelona og Madrid. Der var foredragsaftener, ”efter-middagscafé” hver onsdag hos kassererens hustru Jytte Pilgaard, basarer, ”Syng julen ind”-arrangementer, sangaftener og busture til omegnen. Desværre var der nu og da dødsfald i Menigheden, men heldigvis også bryllupper og barnedåb. Der var også konfirmationsforberedelse. Og ikke bare for de unge. Jørn Sjøholm gik på et tidspunkt i gang med en ”konfirmationsforberedelse” for voksne, som ved en guds-tjeneste (dog først i år 2000) bekræftede deres kristne tro og tilknytning til den danske folkekirke. Denne begivenhed vakte opsigt i Danmark, og DKU bragte en omtale af den i sit medlemsblad.

 

Det gik dog trægt med indsamlingen af midler. Ved indgangen til 1998 var der givet tilsagn om kun ca. 5 millioner Pesetas fra lokale privatpersoner, og fonde og virksomheder i Danmark havde givet løfte om yderligere 12 millioner. Men byggeomkostningerne skønnedes at overstige 30 millioner, og enkelte medlemmer af Menigheden foreslog igen at opgive projektet. Årsmødet februar 1998 blev imidlertid et positivt vendepunkt, da 85 % af de fremmødte stemte for det af Menighedsrådet fremsatte forslag til kirkebygning. Ved årets udgang havde kirken 436 medlemmer.

 

Efteråret 1998 vedtog Menighedsrådet et forslag fra et af kirkens medlemmer, Christen Mærsk, om øget presseomtale i de lokale månedsblade ved hjælp af mere spektakulære arrangementer. Og da man nu var så langt fremme med tegningerne til kirken og havde tilsagn om nødvendige byggetilladelser, så man kunne begynde gravearbejdet, påtog den pågældende sig at organisere en omfattende ”Margretheuge”, der fandt sted i dagene 13/2 – 20/2 1999. Gaden foran byggegrunden blev døbt ”Avenida de Dinamarca”, og Mijas’ byorkester spillede på en opstillet tribune, da borgmesteren Agostin Moreno, ambassadør, vicepræsident i DKU Vilhelm Ulrichsen (der havde været Danmarks hjælpsomme ambassadør i Madrid, da Den danske Kirke vest for Málaga i sin tid blev etableret) og Menighedsrådets formand Aase Rottbøll tog de første spadestik.

Derefter fik publikum – flere hundrede fremmødte – lov til mod erlæggelse af 1.000 Pesetas at tage et spadestik! Der blev solgt danske pølser og brød, og til slut blev der danset flamenco på tribunen.

På Mijas’ Rådhus.var i Margretheugen udstillet en af Dronning Margrethe designet bispekåbe, udlånt af biskoppen i Viborg, forskellige særtryk (plakater) af dronningens malerier, julemærker og juleskeer m.m.

Også det store, 3-fløjede altertavlemaleri ”Fader Vor”, skænket af den dansk/franske maler Pierre Auzias, var udstillet på Rådhuset.

Her gav operasangeren Elisabeth Meyer-Topsøe en af sine i alt 3 koncerter til fordel for Margrethekirken.

 Det økonomiske resultat af Margretheugen blev – inkl. salg af lodsedler – 2,7 millioner Pesetas. Forhåndsomtalen i Kirkebladet, i de danske månedsblade på Costa del Sol og efterfølgende reportager i de lokale radiostationer, var omfattende og bidrog i høj grad til at skabe opmærksomhed om bygningen af den kommende kirke. Også dagbladene i Danmark begyndte at omtale Margrethekirken på Costa del Sol. I årets løb steg antallet af betalende medlemmer af kirken til 515. I november 1999 tog Christen Mærsk i øvrigt initiativet til – sammen med konsul Knud Kirstein og advokat Fritz Videbech – at stifte Foreningen Margrethekirkens Venner. Denne kom senere til at stå for en række store og velbesøgte arrangementer, som satte foreningen i stand til at yde tilskud til Margrethekirkens virke ved at skænke effekter, som Menighedsrådet ønskede sig.

Det første synlige arbejde på Margrethekirken var udgravningen til selve kirkens sokkel

 

 Byggeriet af kirken blev noget forsinket af en uventet, men nødvendig pilotering af grunden i 2000,

 

Trods problemstillingerne med sokkel og piloteringen skred byggeriet langsomt men sikkert fremad.

Kirken tog form og snart kunner der holdes rejsegilde

Midt mellem rejsegildet og indvielsen blev grundstenen nedlagt. Medlemmerne fik mulighed for at købe en mursten for 1000 pasetas og så skrev sit navn og stenene blev muret ind sammen med den originale grundsten.

Den 27. oktober 2001 afholdt man så den sidste gudstjeneste i Lux Mundi, og samtidig med, foretog man  indvielsen af en Dannebrogsfane, skænket af ”Danmarkssamfundet” i Danmark.

 Margrethekirken kom i alt til at koste ca. 3 millioner danske kroner, betalt fuldt ud af de indsamlede midler og blev indviet den 4. november 2001. Til stede var – foruden biskop Søren Lodberg Hvas – ikke mindre end 10 præster i ornat, heraf en enkelt kvindelig præst samt den nyudnævnte ambassadør i Madrid Christopher Bo Bramsen. Ved festgudstjenesten prædikede DKU’s formand, domprovst Jens Arendt fra Roskilde Domkirke. I ugens løb var der morgenandagt, café-åbent, foredrag af altertavlemaleren Pierre Auzias og koncert med mezzosopranen Eva Trudsøe. I anledning af indvielsen modtog kirken en lang række gaver, blandt andet et elektronisk Roland orgel, 110 stole til kirkerummet, et sæt lamper til kirkens hovedindgang, et smukt kirkeskib, flere lysestager, en ”lysglobe” og malerier.

 

Pastor Jørn Sjøholm, der havde arbejdet så målbevidst for etablering af ”kirke i eget hus” siden 1992, tog sin afsked sommeren 2002 og blev hyldet fortjent ved en storslået aftenfest, som mange af Menighedens medlemmer deltog i. Ved årsmødet samme år – i februar 2002 – havde formanden for Menighedsrådet, Aase Rottbøll, kunnet udnævne Hans Evers, der havde været medlem af Menighedsrådet i over 15 år og fungeret som både næstformand og kordegn, til kirkens første æresmedlem. .

 

Jørn Sjøholm efterfulgtes af pastor Karsten Erbs (fra Sct. Mortens kirke i Randers), der blev indsat af generalsekretæren i DKU, Egon Christiansen, den 15/9 2002. Med den nye kirke med god plads i selve kirkerummet og plads til yderligere ca. 100 stole i den tilstødende salon, med gode køkken- og barfaciliteter var mulighederne nu til stede for langt flere aktiviteter, som den nye præst og hans kone Jette involverede sig i med ildhu. Mange filmaftener, sangaftener, koncerter, foredrag og højskoledage fulgte de efterfølgende år. Men det mest glædelige var, at langt flere medlemmer af menigheden deltog i de ugentlige gudstjenester, søm nu fandt sted søndag formiddag kl. 11.

 

I februar 2003 fik Margrethekirken besøg af den danske kirkeminister Tove Fergo med embedsmænd fra kirkeministeriet og af ambassadør Christopher Bo Bramsen. Samme måned og ligeledes de efterfølgende 4-5 år arrangerede Danske Bank International en golfturnering på Lauro Golf til fordel for Margrethekirkens Venner, som november 2003 kunne indbyde til en koncert med operasangeren Nina Pavlovski og pianisten Christen Stubbe Teglbjærg. Ved udgangen af 2003 blev DKU, Danske Kirker i Udlandet, i øvrigt slået sammen med de danske Sømandskirker under navnet DSUK, Danske Sømands- og Udlandskirker.

 

Ved årsmødet i februar 2004 blev kirkens mangeårige kasserer Ernst Pilgaard og dennes aktive hustru Jytte, i hvis hjem der i mange år havde fundet ugentlige ”eftermiddagscaféer” sted, også udnævnt til æresmedlemmer af kirken. Ved samme lejlighed trak formanden for Menighedsrådet gennem de sidste betydningsfulde og travle 8 år, Aase Rottbøll, sig tilbage, men lovede at fortsætte endnu et år eller to. Som ny formand valgtes den hidtidige næstformand Ebbe Juul-Hansen. I april samme år arrangerede Margrethekirkens Venner teaterforestillinger med de kongelige skuespillere Karin Rørbech, Søren Elung Jensen og Christian Steffensen, hvor man opførte såvel Kaj Munk enaktere som H.C. Andersen ”At rejse er at leve” cabaret. Og i slutningen af september gav Christopher Bo Bramsen og ”hans musikalske Venner” en afskedskoncert – han skulle nu forlade posten som ambassadør i Madrid for at blive protokolchef i Udenrigsministeriet i København – hvor han på vegne af Dronning Margrethe II tildelte 3 personer,

som i høj grad havde medvirket til opførelsen af Margrethekirken, Ridderkorset af Dannebrogordenen: pastor Jørn Sjøholm, Aase Rottbøll og Christen Mærsk.

 

År 2005 blev først og fremmest fejret som 200-året for H.C.Andersens fødsel, og det skete også i Málaga, hvor Hendes Kongelige Højhed Prinsesse Benedikte i juni måned afslørede en H.C.Andersen statue.

Formanden for H.C.Andersen Komitéen, Jens M. Jensen, som samtidig var næstformand i Margrethekirkens Venner, bistod med at arrangere en festgudstjeneste i den nymalede Margrethekirke 15. juni, der blev overværet af Prinsesse Benedikte, den nye ambassadør i Madrid, Niels Pultz, formanden for Isabellafonden, ambassadør, protokolchef Christopher Bo Bramsen, formanden for Danes Worldwide, Peter Heering, konsul Mona Davidsen og mange, mange flere. Ved gudstjenesten, hvor pastor Erbs’ vidunderlige prædiken var bygget over det udødelige eventyr om Tommelise, blev sunget sange og salmer af H.C.Andersen. Et til formålet oprettet kor bidrog smukt til arrangementet, der afsluttedes med en reception.

 

En udførlig opremsning af navnene på de mange medlemmer af de forskellige Menighedsråd, som i tidens løb påtog sig mange tidskrævende opgaver, af det store antal frivillige hjælpere specielt i køkkenet, af det totale antal medlemmer af kirken, de økonomiske årsresultater og de mange store arrangementer, som fandt sted i Margrethekirken de efterfølgende år herunder afsløringen af maleren Pierre Auzias’ smukke glasmalede vinduer efteråret 2005 (de kan ses andetsted på hjemmesiden) – vil føre alt for vidt. Nævnes skal det dog, at vi i april 2006 fejrede kirkens 25-års jubilæum med deltagelse af kirkeminister Berthel Haarder, biskop Erik Norman Svendsen, ambassadør Niels Pultz og Margit Pedersen, generalsekretær i DSUK. I februar 2007 indviede vi Augustinus Fondens nye orgelgave. Hele tiden sker der meget i kirken, men det må søges i Kirkebladet og i årsberetningerne fra Margrethekirken og Margrethekirkens Venner. Her skal blot nævnes, at Aase Rottbøll trak sig ud af Menighedsrådet ved årsmødet 2006 og samtidigt af Menighedsrådets formand Ebbe Juul-Hansen blev udnævnt til kirkens 4. æresmedlem. Endvidere at modtagne gaver og arv sommeren 2006 muliggjorde en tiltrængt udvidelse af kirkens ”kontorlokaler”, forbedringer i køkkenet samt yderligere flisebelægning af terrassen.

 

I 2007 lykkedes det pastor Erbs at skaffe en dygtig organist, canadieren Richard Bartrum, som var villig til at spille på det nye orgel ved de velbesøgte, ugentlige gudstjenester, som herefter har fået tilføjet en ny dimension med vidunderlige klassiske præ- og postludier.

 

Da Christen Mærsk trak sig som formand for Margrethekirkens Venner i 2007, overtog Aase Rottbøll hans job, og han blev efterfølgende – ved kirkens årsmøde 2008 – som tak for sin indsats i en 10-12 årig periode – udnævnt til Margrethekirkens 5. æresmedlem.

02 - 10 skrives af Pastor Emeritus Karsten Erbs

Et personligt indlæg om tiden dengang

Jeg var prøveprædikede i Margrethekirke i foråret 2002. Det var en god oplevelse. Jeg mødte et menighedsråd, der var meget engageret og som havde store ønsker til den ny præst og hans kone. Det kunne jeg godt lide. Der skulle ske noget. De havde båret ansvaret for at få bygget en smuk kirke. Nu ville de også tage ansvaret for, at den ville blive brugt. Det var sympatisk. Det var i samklang med hele den ånd, der prægede kirken i den periode, hvor jeg var præst der. Vi kunne selv. Vi havde selv ansvaret. Skulle der være gudstjeneste om søndagen, så blev der arbejdet på det. De ønskede så mange aktiviteter som muligt. Foruden gudstjenester og kirkelige handlinger (som menighedsrådet helt overlod til præsten at planlægge) så ønskede de sangaftener, studiekredse, filmaftener, busture, kirkefrokoster og først og fremmest en præst, der kunne snakke med mennesker og ville være en del af det.

Det blev 8 gode år, hvor jeg lærte rigtig meget og udviklede mig som menneske og som præst. Jeg var meget taknemmelig for at få lov til at opleve at være præst under så anderledes forhold. At være til stede i hele det Andalusiske samfund, hvor danskere på en eller anden måde havde brug for hjælp. Det var meget stimulerende.

Den gode Christen Mærsk har beskrevet årene frem til 2008 lidt i samarbejde med mig. Og det er rigtig fint beskrevet. Jeg vil godt føje til, at Tove Fergo besøget var en skelsættende begivenhed. Sådan oplevede jeg det. Her var det første gang klar for alle os, der arbejdede i Margrethekirken, at nu gik det den rigtige vej. Vi kunne klare det. Holdånden var levende. Det duede.

Jeg vil også godt føje til, at præsten mere og mere lærte at prædike på en måde, så det blev en samtale med den menighed, han nu havde lært at kende. Det var en menighed, som var på mange måder ”kirkefremmed”, men som var dybt interesseret i at forstå, hvad kristendom er for en størrelse. Ofte havde jeg teologiske eller skønlitterære citater i mine prædikener. Dem skrev jeg på storskærmen inde i Salonen, så folk kunne notere dem ned eller læse dem igen. Det blev en samtale på mange måder. En anden ting menigheden blev meget glad for var mine bordtaler. Små ultrakorte indledninger til altergangen. Det var en god ide.

Årene udviklede både det kirkelige og det folkelige arbejde i kirken. Vi lagde vægt på at have et godt samarbejde med kirkens søster, forsamlingshuset, som Den danske forening repræsenterede. Det kirkelige arbejde udvidedes med en besøgstjeneste. Jeg ville gerne have haft et engagement i en form for nødhjælpsarbejde i f.eks. Afrika, men det lykkedes ikke, hvorimod der blev stærk opbakning til madpakkehjælpen til fattige og hjemløse i Málaga. Det er en vigtig del af kirken, at den tænker det diakonale arbejde ind som en del af at være kirke.

 Vi kunne være blevet der i mange år endnu, for det var et godt ægteskab mellem præst og menighed, men der var noget der sagde os, at vi skulle hjem. Så jeg søgte for sidste gang i embede i DK og fik det i sommeren 2010. Vi har mange bånd til Margrethekirken stadigvæk. De vil ikke forsvinde. Det glæder vi os over. I oktober 2017 har vi arrangeret en sognetur til Margrethekirken fra sognene, hvor vi nu bor, Værum, Laurbjerg og Ørum sogne ved Randers. 42 meldte sig til turen. Så forbindelse stopper nok aldrig.

Perioden 2011 - 2013 er skrevet at Pastor Emeritus Jørn Sjøholm og af Pastor Emeritus Christen Wæver.

Margrethekirken i perioden 2011 til 2013 (ved Jørn Sjøholm)

Da Pastor Karsten Erbs i 2010 rejste tilbage for at tiltræde en stilling som sognepræst i Danmark opstod en periode, hvor Margrethekirken var uden præst. Derfor blev jeg igen præst for kirken, og vi, min kone og jeg, flyttede ind i præsteboligen i Fuengirola i Calle Maestra Aspiazu, der hvor vi havde boet fra 1992 til 2002.

Det gjaldt dengang, og det er stadig sådan, at vor kirke er velholdt og veldrevet, menigheden og kirkehuset er fremragende, og det er bestemt lysten der driver værket, når man som pensionist påtager sig at tage præstekjolen på igen.

Det fik pastor Christen Væver og jeg nu atter lov at opleve, endda i nogle år, indtil Iben Snell i 2013 blev indsat som kirkens præst.

I 2011 var der gået ti år siden den minderige Allehelgens søndag i 2001 da vi indviede vor kirkebygning. Vi havde forberedt jubilæet med flere store oplevelser, som kulminerede i en festgudstjeneste. Op til gudstjenesten havde vi haft spændende dage med flere velbesøgte arrangementer. Særligt skal nævnes en fornem koncert for mere end fulde huse med Bent Fabricius Bjerre som orkesterleder. Fra Danmark havde vi fået besøg af biskop Erik Norman Svendsen, Hans Skov Christensen, som var bestyrelsesformand for DSUK begge med fruer, samt Margith Pedersen, som på det tidspunkt var vor organisations generalsekretær.                                                           

Dagen før festgudstjenesten tog vore gæster, menighedsrådet og hvem der nu havde tid og lyst, afsted til den første gudstjeneste i ”kirkeåret” for den danske kirkeafdeling øst for Málaga. Gudstjenesten blev afholdt i bjergene bag byen Almuñecar, på en gammel tærskeplads. Det var en stor oplevelse for os alle, især for de der aldrig tidligere havde holdt gudstjeneste på et sådant sted.

Næste dag søndag den 6. november var Margrethekirken stopfuld. Klokken 11 slog kordegnen Ellen de Reguera på kirkeklokken. Dørene blev åbnet for indgangsprocessionen, forrest gik biskop Erik Norman Svendsen sammen med menighedsrådsformand Ebbe Juul Hansen, de efterfulgtes af generalsekretær Margith Pedersen, derefter tidligere menighedsrådsformand Aase Rottbøll samt undertegnede. Gudstjenesten gik i gang. Nogle af os læste udvalgte stykker fra Bibelen, biskoppen prædikede og sangen fyldte som så ofte før kirkerummet med en ubetvingelig glæde.

Jeg tror, de af os som havde været med hele vejen, fra vi fik byggegrunden her i Las Lagunas til den dag kirken lå færdig i 2001 og til nu 10 år senere, vi kneb os selv i armen, og opdagede at vi følte en ubeskrivelig glæde over at det var sandt. Vor kirke fungerede! Menigheden var hjemme her og vor kirke hørte til i Spanien.                                                                              

Der var da også problemer: I 2011 var det svært at få ansat den rette præst, og byggeriet var heller ikke helt uden mangler, slid og småskader; men over alt dette sejrede den store menigheds glæde og engagement: ”Fra hedens lyng som fra stadens flise”, men altså også fra dette sted ”skal sange løfte sig ung og glad”. Den danske sang, den danske salmetone og det kristne håb lever her i vor kirke. Gud ske tak og lov for det.

Efter gudstjenesten hyggede vi os i kirken, køkkenets flittige og frivillige medarbejdere serverede alle mulige lækkerier. Spanske gæster mødte op, og det var især en delegation fra Mijas kommune med borgmesteren i spidsen som kom for at ønske til lykke. Spanierne er meget velkomne i vor kirke, det er jo i deres land vi er gæster, og det var Mijas kommune som forærede os den grund hvorpå kirken blev bygget. Kommunens folk og vi kunne bekræfte hinanden i at det gode samarbejde og fællesskab stadig fungerede.

Om aftenen klædte vi os i festtøj og tog til Ciomijas, et kulturcenter med restaurant og kokke- og tjenerskole, som ligger på Mijas Costa. Her spiste vi, festede og dansede til Keld Skovgaards liflige musik til langt ud på aftenen. Trætte var vi, og nogle uforglemmelige festdage som vi sent vil glemme, var forbi.

I tiden som fulgte indtil Iben Snell blev menighedens præst skiftedes Christen Væver og undertegnede med at have ansvar for præsteembedet, det blev gode år, som vi begge sætter stor pris på at have oplevet, og herom vil Christen nu fortælle.  

Margrethekirken i perioden oktober 2011 til juni 2013, af pastor Christen Væver.

I oktober 2011 blev pastor Jørn Sjøholm og jeg, pastor Christen Væver, af menighedsrådet og DSUK bedt om at virke som afløserpræster ved Margrethekirken. Vi skulle på skift dele embedet på grund af den daværende præst Søren Juuls sygdom. Vores virke kom til at strække sig frem til Iben Snells indsættelse i juni 2013.

På skift, og med stor glæde boede vi i præstelejligheden midt i Fuengirola.

Kirsten og Jørn Sjøholm havde stor erfaring efter mange år som præstepar ved netop Margrethekirken, mens vi, Magda og jeg, havde erfaring som præstepar fra sømandskirken i New York og fra Den danske kirke i Los Angeles, Californien.

Med den erfaring vi havde, kendte vi jo til de forskelle, der er mellem en kirke i Danmark og så en dansk udlandskirke.

Det var først og fremmest en stor glæde, at der i Margrethekirken var en enestående god kirkegang, og der gik også gik rigtig mange til alters. Den gode kirkegang gav en særlig forventning til søndagsgudstjenesten og den vakte hos mig en stærk inspiration og en betydelig forventningsglæde, når der skulle skrives søndagsprædiken.

For alle – præster og menighed - betyder det uendeligt meget, at mange bakker op om gudstjenesten. Det gør noget særligt ved fællesskabet, og det betyder naturligvis en hel masse for salmesangen.

For mig var kirkegangen den bedste oplevelse ved Margrethekirken, og det er dette punkt, jeg først og fremmest vil fremhæve, når vi taler om Margrethekirken.

I perioden var der to konfirmandhold, som Jørn og jeg skiftedes til at undervise.

Vi præster arrangerede sangaftener sammen med pianist Keld Skovgaard, var med til at finde foredragsholdere, var med til at lave busudflugter, filmaftener, basarer etc., sådan som det altid har været i kirken.

I efteråret 2012 havde vi nogle særdeles velbesøgte Højskoledage, hvor Folketingets tidligere formand Christian Mejdahl og hans kone Eva, professor i jura Hans Helge Bech Thomsen, forhenværende chefredaktør på Berlingske Tidende Hans Dam alle holdt et foredrag over samme tema: ”Her er mit liv”. Det blev nogle medrivende oplevelser fra fire meget usædvanlige, i høj grad spændende og særdeles tankevækkende livsforløb.

Samme år havde vi besøg af langfartskaptajn Troels Kløvedal, der en fredag og en lørdag mere end fyldte kirken. Troels Kløvedal, som er en gudbenådet fortæller, gav os et forrygende billedforedrag om livet om bord på sit skib ”Nordkaperen” og viste glimt fra de mange historiske og eksotiske steder på hele jordkloden, som han medskib og besætning har besøgt.

Desuden fortalte han om det efterhånden berømte interview, som han lavede med Dronning Margrethe om bord på Kongeskibet Dannebrog.

Jo - arrangementerne i kirken var ofte meget succesrige og gav betydelige overskud og dermed gode penge til kirkens drift.

Margrethekirken og konsulatet supplerede hinanden med hjælp til danskere i nød, f.eks. i fængslet eller på sygehus, ligesom der også var kontakter vedrørende kulturelle arrangementer i kirken.

Menighedsrådet fordelte, mellem rådets medlemmer og andre frivillige, specialopgaver vedr. kirkens drift, og hjælpsomheden var stor. 

På et tidspunkt i 2013, mens jeg passede embedet, blev der af DSUK afholdt et møde på Costa del Sol, hvor udlandspræsterne og repræsentanter fra menighedsrådene ved udlandskirkerne, blev samlet til en fælles drøftelse af forholdene på kirkerne.

Her havde vi fra Margrethekirken gode og oplysende samtaler, hvor også formanden for bestyrelsen i DSUK Hans Skov Christensen og generalsekretæren Margith Pedersen deltog.  Stort set alle præster og menighedsråd havde problemer på en eller anden måde, både økonomiske og personalemæssige etc.

Vi hørte også om, hvordan man hjemme på kontoret hos DSUK omhyggeligt følger med i kirkernes regnskaber, så der kan sættes ind, hvis der er brug for en form for økonomisk hjælp hjemmefra. Godt at vide, at der er hjælp at hente af mange slags hos folkene på DSUK i Danmark.

Mødet gav os en klar fornemmelse af, at bestyrelsen i DSUK tænker på os alle, at der er en god vilje til at hjælpe, at der hele tiden søges efter en retfærdig fordeling af midlerne.

Møderne med de øvrige udlandspræster og repræsentanter fra menighedsrådene var meget værdifulde. Sådanne møder, med gode samtaler, gjorde det klart, hvor afgørende det er, at vi som kirke i udlandet har et rigtigt godt forhold til sekretariatet og til bestyrelsen derhjemme. At vi hele tiden uden forbehold holder dem godt underrettet om, hvordan det går i vores kirke. Vi måtte også have tillid til bestyrelsen og være åbne om problemer. Og være åbne omkring økonomien.

Ofte stillede vi jo spørgsmålet: ”Hvad kan vi gøre for at skaffe flere penge til Margrethekirken? ”Jeg opdagede f.eks.– alt for sent - at mange der kunne overføre skat hjemmefra, ikke fik det gjort. Vel nok fordi de fleste tror, at det hele kommer fra Kirkeministeriet og derfor ikke koster noget.

De dygtige og særdeles pligtopfyldende frivillige folk i køkkenet og på andre vigtige poster i kirken sørgede for, at det hele lykkedes i forbindelse med gudstjenester og arrangementer.

Det var store beløb, der tilgik kirkekassen fra omsætningen af mad og drikkevarer fra køkkenet.

”Kirkens Venner” skaffede, med deres altid store engagement, gode kunstnere til at optræde i kirken. Ildsjælene hos vennerne sørgede for de flotte gevinster til basarer, lotteri og tombola. Og fra de betydelige overskud tilflød der mange penge til kirken.

Jeg rejste hjem med den indsigt, at vi skal gøre meget for, at hele menigheden får en klar forståelse for, at hvis vi vil have en kirke, så skal der arbejdes for det, og der skal penge til.

Menighedsrådet og Kirkens Venner er meget bevidste om dette, og de mange aktiviteter, de står bag, giver betydelige overskud til kirkens drift.

Perioden 13 - 21 skrives af den nuværende præst Iben Snell